Arbejder isbjørne også over? er en humoristisk arbejdskritik skrevet i hybrid form af den unge digter Hans Skau.
Arbejder isbjørne også over?
Digtsamlingen er skrevet med den dobbelthed, der omgiver arbejdslivet og den poesi der omgiver Arktis. Den er skrevet med et ønske om at formidle den politiske, historiske og klimakatastrofale virkelighed på Svalbard.
Den dvæler ved barske beskrivelser af hvalfangst, kulminedrift og forladthed. Dette parallelt med at et ungt menneske drømmer om at undslippe sin Københavner-studietilværelse for at blive polarfarer. Han bliver snescooterguide og i en stund er han lykkelig, men turistindustrien synes at kvæle alt og alle der bor på Svalbard. Natur såvel som mennesker.
Imellem teksten er de arktiske landskabers lys og mørke illustreret af Björk Mo van Dijk.
Uddrag fra digtet Hvalfanger
Svalbards historie er 428 år gammel
En hollandsk opdagelsesrejsende ville finde en sejlrute til Asien
Willem Barents fandt aldrig Nordøstpassagen, han drev i land på Spitsbergen
Han fandt et farvand fyldt med hvaler
Levende, legende, kælvende hvaler
Uudnyttede ressourcer
Lag på lag som sild i en tønde
Lag på lag som opdrætterlaks. Som oksefars
som spæk, kød og olie
Levende, svømmende, kæmpestore penge
English (UK) 
Dansk
Bogvægten –
Vores fortæller har intense oplevelser på Svalbard, men de får alligevel ikke lov til at fylde noget. Først da han er tilbage i København, værdsætter han Svalbards kulde. Umiddelbart ligner bogen en dannelsesrejse, men der er en undertone af beklagelse – over olieindustrien, over hvalfangsten, og over den truende klimakatastrofe.
Der er flere dobbeltopslag med meget spændende og dog enkle akvareller der med få, men gennemtrængende farver sætter kulør på fortællerens dystre tanker. Sprogligt interessant, både mættet med informationer om geografi, og om hvordan det er at være en studietræt – måske livstræt – praktikant på Svalbard.
Samlet set er bogen interessant, måske især fortællerens oplevelse af at de store ting han erfarer på Svalbard ikke rigtigt kan gøre noget for ham i København, men blot manifesterer sig som en trang til at skubbe til omgivelserne.
Simone Sandholdt (@barelaese) –
Selvom der ikke er meget julestemning at hente i “Arbejder isbjørne også over?” kan vi alle tåle at blive mindet om, hvordan vores adfærd påvirker de steder på kloden hvor det altid burde være vinter.
Udgivelsen bliver også et studie i kapitalismens udbredelse og de hierarkiske tilstande, der hersker selv her på “kanten af verden”. Skau lægger ikke fingre imellem når han beskriver hvordan arbejdsopgaverne er fordelt på en meget genkendelig måde mellem nationaliteter og køn og hvordan man helst “holder sig til sine egne” når arbejdsdagen er slut.
Svalbards barske klima og naturens storhed bliver udførligt beskrevet, og fantastisk illustreret af Björk Mo van Dijk. Kapitalismen udøver dog også sin vold her og som forlaget skriver, beskrives et samfund hvor: “(…) turistindustrien synes at kvæle alt og alle der bor på Svalbard. Natur såvel som mennesker.”
Edition Tiger –
Efter en kort, historisk intro om hvalfangst og lampeolie beretter forfatter-jeg’et om sin studietid, om at føle sig på afstand af andre og om at leve i et København (“Jeg var så pisse træt af at bo i København”) fuld af mennesker, “Objekter, som jeg hver dag skal overhale på min cykel. Genstande, jeg skal stå bagved i supermarked, ved lægen, hos bageren.” Han vælger i stedet at flytte til Svalbard, hvor han blandt andet arbejder som turguide, indtil han til sidst igen ender tilbage i København (“Her er så pisse kedeligt / Det var ligegyldigt at møde mine venner i dag”), hvor han cykler “helt tæt på fodgængerne / jeg vil så gerne lange dem en over nakken” og mediterer over, hvor let det ville være at skubbe de øldrikkende “smarte folk” på Dronning Louises bro i vandet: “Det ville være […] spændende at se dem i deres mund, når de falder / Bare fucke dem en lille smule op / ganske harmløst, selvfølgelig / men de skal ikke tro, at smerten kun er abstrakt.” Og hér ender bogen, med disse linjer: “Ja. Det er sådan, fantasien er: / Give dem en over nakken / og spæne væk på sin cykel.”
”Arbejder isbjørne også over?”, der i øvrigt er smukt illustreret af Björk Mo van Dijk, er en mærkeligt rørende bog. Jeg skriver “mærkeligt”, for egentlig synes jeg ikke, den burde være det: Forfatter-jeg’et gør sig afgjort ingen anstrengelser for at stille sig charmerende eller forstående an. Han er ærligt talt, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, lidt af en tværing, men han er ærlig, og hans tekster virker autentiske. Man tvivler ikke på, at han ved, hvad han taler om, når han som ovenfor citeret henviser til “smerten”, der ikke kun er “abstrakt”, og jeg kunne personligt, mens jeg sad og læste, ikke lade være med at beundre ham. Han gjorde det faktisk, han kæmpede sig igennem, og selv om det er en ‘arbejderkritisk’ historie, er det også et slags eventyr. Ud og hjem igen. Ikke en turistrejse, men hårdt knokleri og virkelighed hele vejen. Det er seriøst godt gået.
karrieren.nu –
En digtsamling om livet i Svalbard – et liv præget af kulde, ventetid og det konstante skift mellem lys og mørke. Digtene kredser om det nordiske liv: nordlyset, mørket, stilheden. Man venter bare. På lys. På liv. På noget, der skal ske. Skrivestilen er let og luftig, med en skrifttype, der minder om en gammeldags skrivemaskine. Illustrationerne er smukke og forstærker fortællingen om livet i nord og i storbyen, København.
Kontrasten mellem ensomheden som studerende i København og det fysiske, nærværende liv som praktikant ved Norsk Polarinstitut i Svalbard er tydelig. Her er knive og rifler ikke ekstreme, men nødvendige. Her bor man i telt, arbejder som scooterguide, borer i isen, drikker varm saft – og finder lykken i det enkle: at reparere cykler.
Efter praktikken vender han hjem til storbyen, til jobsøgning og ensomhed – og længslen efter noget andet. Digtene berører også større temaer som olie- og lysforurening, og hvordan det påvirker biodiversiteten og det nordlige liv.
En digtsamling, der balancerer mellem storbyens afstand og naturens nærvær.
Pernille Lykke (@lykkeslaeserier) –
Jeg blev først og fremmest tiltrukket af titlen – ”Arbejder isbjørne også over?” (2024) – på denne overraskende digtsamling af Hans Kappel Skau, men vidste faktisk ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg påbegyndte læsningen. Det er ofte også den bedste indgangsvinkel, synes jeg, da man så kan opleve digtene og deres sammenhænge helt uden forudindtagede meninger.
Samlingen viste sig at være en lidt spøjs blanding af primært prosadigte og lidt historiske nedslag fra Svalbard, hvor digter-jeg’et mestendels opholder sig. Det fungerer overraskende godt, i hvert fald for mig. Der er en slags mangel på respekt over for lyrikken som genre, som jeg ret godt kan lide. Ikke som en leg, men mere en slags fandenivoldskhed, der fungerer effektivt sammen med digtenes indhold.
Med sig hjemmefra har jeg’et en tydelig følelse af fremmedgjorthed, som gives videre til læseren. Denne fremmedgjorthedsfølelse forstærkes kun på Svalbard, hvor mange nationaliteter arbejder side om side, og digter-jeg’et har lidt af et had/kærlighedsforhold til sine arbejdsopgaver. Måske mest had, hvilket ikke mindst stilles til skue i arbejdet som scooterguide, hvor han skal operere et større antal maskiner, ikke mindst snescootere:
”Jeg hader maskiner. De vil mig det ikke godt / De er ondskabsfulde / Går i stykker med vilje, kører sig selv ned i grøften.”
Det er ikke en specielt lykkelig eksistens, men egentlig ikke pga. af den barske natur eller klimaet på Svalbard. Man sidder derimod med fornemmelsen af, at alle problemer skyldes andre mennesker og alt menneskeskabt.
Charlotte Sørensen (@bognoerd) –
”Arbejder isbjørne også over?” er en eftertænksom samling af tekster, der udover at indeholde jeg’ets refleksioner også indeholder historiske* elementer, der krydrer fortællingerne og giver dem en nerve og virkelighed. Det er med til at give det barske billede af Svalbard, historierne bæger præg af. At det er brutalt, men også smukt. At det er ensomt, men også fyldt med samhørighed blandet med en god portion skepticisme mod sine omgivelser. Og en længsel mod netop alt dette, da jeg’et er tilbage i sine vante omgivelser i København. De virkelig smukke illustrationer i bogen er lavet af Björk Mo van Dijk, og de skaber en form for sammenhæng mellem de skrevne og det sete i fortællingerne.