Jeg – Hvem? af digteren Simon Zorde er er et vindue til en surrealistisk verden. Hvor humor og gru danser i takt og reflekterer forfatterens egen rejse gennem sjælelige udfordringer.
Jeg – Hvem?
Dyk ned i en verden af surrealistiske øjeblikke og følelser i digtsamlingen ”Jeg – hvem?”. Forfatterens ord maler billeder af en virkelighed, hvor det sjove og grufulde danser tæt sammen, og hvor hver side er et vindue ind i et univers af kontraster.
”Harpen” inviterer læseren ind i en musikalsk og poetisk rejse, hvor harpens toner vækker minder om kærlighed, tab og den evige drømmen. I mødet med en dansende skygge og en håbefuld kat kastes læseren ud i en labyrint af følelser, der spænder fra let til tung, fra lys til mørke.
”Jeg – hvem?” udforsker smerten som en trofast følgesvend og dykker ned i sindets dybder. Gennem ensomhedens blå himmel og langsomme tid udforsker forfatteren den evige kamp mellem drøm og virkelighed. En kærlighed til smerten, der bliver til en torn, og en drøm om helhed, der forsvinder som dug for solen.
Giv slip på virkeligheden, og lad dig forføre af disse digte, der balancerer på kanten af det surrealistiske. ”Jeg – hvem?” er en rejse gennem forfatterens sind, hvor hvert digt er en nøgle til en ny dimension af følelser.
Uddrag – Digtet Harpen
Mine fingre glider hen over harpens fine strenge.
Den sprøde lyd breder sig i rummet.
Luften blæser gennem det åbne vindue, og gardinets udslåede bevægelse minder mig om dig i den kjole,
som du elskede så meget.
Vi er de evige drømmere, og jeg smiler ved tanken om dig dansende, mens du troede, du var alene.
Misser åler sig mellem mine ben, han søger også opmærksomhed.
Nogle gange var du let og blid som en fjer, andre gange tung og mørk, hvæsende med ild i lungerne,
men det tænker jeg ikke så meget på mere.
Ekkoet af dig er krystalklart i mit hoved.
Jeg ville hjælpe dig, men i sidste ende kunne du selv, og jeg måtte give slip på dig.
Så nu er der bare mig, misser og harpens skvulpende toner.
English (UK) 
Dansk
Love Copenhagen –
Simon Zordes digtsamling ‘Jeg-hvem?‘ byder på et surrealistisk univers af skruppelløse fortællinger, hvor man møder alt fra en transvestit som bliver tæsket på gaden, til et digt om kolde nudler og et rasende digter-jeg, som overfuser en dreng i Netto, der har spildt mælk på gulvet. Digtene er skiftevis humoristiske, hårrejsende og decideret gruopvækkende og efterlader læseren i en labyrint af modsatrettede forestillinger, tanker og følelser.
Edition Tiger –
Simon Zordes ”Jeg – Hvem?” er en af de mest kuriøse digtsamlinger, jeg længe har læst. Den følelse, der under læsningen indgydes i læseren, er ikke forbavselse eller forundring, men derimod den, der på engelsk benævnes ”dread”, og som på dansk lidt fattigt oversættes til frygt. Dread er noget andet og mere.
Der er et berømt digt af Hughes Mearns, Antigonish, der starter med disse linjer: “Yesterday, upon the stair, / I met a man who wasn’t there / He wasn’t there again today / I wish, I wish he’d go away … “. Frygt er at være bange for, at der måske helt konkret ude på trappen står en mand, der ønsker at gøre en ondt. Dread er en ængstelighed eller nervøsitet med hensyn til virkelighedens fundamentale struktur eller mangel på samme, herunder eksempelvis som i Mearns’ digt “a man who wasn’t there”. Det er en sådan nervøs sitren, der løber gennem Jeg – Hvem?, og Simon Zorde er for så vidt langt mere i familie med eksempelvis Thomas Ligotti, end han er med andre surrealistiske digtere. Faktisk giver allerede digt nummer to i samlingen, Krystalvaserne, mindelser om Ligotti: En butiksindehaver beretter kort om sit liv, om sin butik, sine kunder og om reolen, hvori krystalvaser står side om side: “Når jeg pudser vaserne om aftenen, kan jeg se mit eget / spejlbillede. […] Om natten, når mareridtene kommer, sveder jeg. / Men så pudser jeg vaserne, og alt bliver godt igen. / En dag var butikken omringet af væsler, men jeg lukkede / dem ikke ind, jeg holdt skansen. / Nu pudser jeg bare, det holder dem væk, indtil næste / gang.”
Forfatterjeg’ets identitet er i samlingen flaksende og usikker. I ét digt er forfatteren transvestit, i andre er han henholdsvis en klovn, en gynækolog og en forbrændt eks-model i en kørestol. Fælles for flere af digtene er, at de har fornedrelsen som tema, ikke negativt, men som noget George Bataille’sk og nærmest ekstatisk. Andre gennemgående temaer er fysikaliteten og den fysiske vold. Den ovennævnte transvestit får sin “makeup erstattet af blod”, og i digtet Beskyttet lyder det direkte: “Vold og lemlæstelse / Det var det eneste, der interesserede mig”. “Mit kød flås fra hinanden”, “Det drypper rødt fra min hånd”, “Mine indvolde glimter klistret i solen”, “Jeg bider tænderne sammen / Og bider et stykke af min tunge af”, “Drengen løfter sin sko langsomt op / og tværer mig ud som det cigaretskod, jeg er.” Der er flere eksempler i samlingen.
Jeg faldt på Bogforums hjemmeside over en præsentation af Simon Zorde, hvoraf det fremgår, at han er uddannet method actor. Det giver mening. I digtene ikke bare påtager han sig, men bliver forskellige personer, og blandt andet som et resultatet heraf føler man sig som læser bestandigt på usikker grund. Alle disse personer er påtrængende i deres voldsomhed, men de er også i en vis forstand som manden på trappen i Mearns’ digt, not there. Man kan ikke undlade efter endt læsning at spekulere på, hvor mange mennesker man selv er, som heller ikke er der, men som venter. Som Hughes Mearns fortsætter i andet vers af Antigonish: “When I came home last night at three / The man was waiting there for me”. Der er en hel afgrund lige dér, som Zorde i ”Jeg – Hvem?” udforsker.
Lærke (@ord.for.ord) –
Et stort spørgsmål sat ned i et lille format. I JEG-HVEM? præsenterer Simon Zorde en række digte, der både svarer og ikke svarer på netop det spørgsmål. Digtene er en småkaotisk blanding mellem noget absurd, følsomt, dybt, surrealistisk og til tider lidt frastødende. Jeg synes, digtsamlingen skiller sig ud ved at gå i så mange veje og blive enormt abstrakt og lidt fra en anden verden. Til tider fik jeg faktisk en fornemmelsen af, at jeg sad og læste fantasy, og det har jeg ikke sådan lige prøvet med digte før. For mig er digtsamlingen et rigtig godt bud på den slags litteratur, hvor man efterfølgende ikke helt ved, hvad der egentlig lige skete der. Og jeg får lyst til at vende tilbage for lige at se, om min hjerne kan sno sig omkring lidt mere af indholdet. Et virkelig godt bud på, hvordan digte sommetider kan sige lige så meget som lange romaner, bare på mindre plads.
Pia Rask Rasmussen (@blandedebogbidder) –
Det var en ret mørk læseoplevelse i forhold til hvad jeg normalt læser, men jeg var overraskende fanget. Digt efter digt svinger mellem det surrealistiske og det normale, hvilket gør, at man hele tiden er opmærksom. Det føles næsten som at læse en gyser—ikke fordi det er gyser uhyggeligt, men fordi den forholdsvis mørke stemning kryber ind under huden.
Jeg læser sjældent digte, og jeg synes genren kræver meget af én. Men denne samling åbnede nye tanker og følelser, og det er vel netop dét, poesi skal kunne.
Isabella Jürgensen (@isas_bogunivers) –
Digtene er en vild cocktail af det absurde, følsomme, dybe og næsten sci-fi-agtige. En slags litterær rutsjebanetur, hvor man aldrig helt ved, hvor man ender. Men det er måske det, der gør den lidt fængende.
Zorde balancerer mellem det rørende og det frastødende, det intime og det fremmedgjorte. Nogle gange føles det som at læse fantasy – bare med eksistens og mørke følelser i hovedrollerne.
En anbefaling til dig, der elsker digte, det uventede og ikke er bange for at fare lidt vild undervejs.
Pernille Lykke (@lykkeslaeserier) –
Som barn havde jeg et kalejdoskop, som jeg elskede: Sådan et lille paprør med små, farvede glasstykker og små spejle. Når man satte den rigtige ende op til øjet og drejede forsigtigt, så man de smukkeste mønstre, der konstant forandrede sig for hvert lille drej. Det var lidt den fornemmelse, jeg fik, da jeg læste digtsamlingen ”Jeg – hvem?” (2024) af Simon Zorde. Bortset fra at billederne ikke er smukke, men ganske ofte skæve, grimme og smertefulde.
Vi bevæger os i digtene rundt i sindets mange hjørner og krinkelkroge, men ikke som en statisk oplevelse, da nærmest alt kan forandre sig for hver ny side. Lidt ligesom oplevelsen af at være menneske, hvilket nok også er det, Simon Zorde ønsker at illustrere. Og det er bestemt ikke yndig poesi med små hjerter over i’erne. Tværtimod. Her får vi det hele med, især de grimme sider, råt for usødet. Smerte, ensomhed, forvirring og alt derimellem. Det føles ganske ofte surrealistisk, underligt og stikker i tusind retninger. Lidt lige som et menneskesind, hvis man graver sig ned. Hvilket nok også er årsagen til, at digtsamlingen tager navn efter det sidste digt – ”Jeg – hvem?” – som virkelig fremstår som den perfekte titel efter endt læsning.