Personligt har jeg haft glæden af at arbejde med Inge siden 2014, hvor hun stod for en stor ekspedition. Vi fulgte i fodsporene på spanierne og deres forsøg på at finde byen af guld, det berømte El Dorado. En ekspedition der varede 14 nætter og over 60km gennem jungle og højland. Resultatet blev at spaniernes flere hundrede år gamle kort blev indmålt med GPS og i tilknytning til ruten registrerede vi knap 100 ruiner og anlæg.
I 2016 var jeg igen af sted med Inge til Peru – denne gang til ruinbyen Posic. Dette skulle blive Inges sidste ekspedition som feltleder, men igen i 2018 deltog hun i en ekspedition til Posic for at bidrage med sin viden.
Udover feltarbejdet har hendes forskning bestået af at studere adskillige oprindelige dokumenter i arkiver i Chachapoyas, men også i Sevilla og Madrid, for at få en dybere kendskab til den tidlige spanske kolonitidshistorie, der tit fortæller noget om inkaerne og specielt folket i Chachapoyas-området.