FØDT LEDER – TI ANSIGTER PÅ NUTIDIG LEDELSE er en ledelsesbog af Jørgen Kvist. Bogen er til dig, der er leder og har brug for ny inspiration. Dig, der overvejer at blive leder. Dig, der ikke orker at læse flere teoretiske ledelsesbøger. Dig, der har brug for ferielæsning eller en receptionsgave.
Ti visionære ledere deler deres unikke bud på, hvad der er god ledelse, og hvad der skaber resultater. De kender teorierne og udlever dem i praksis. Fra hver deres kontekst gør de sig refleksioner over deres handlinger og deler ud af erfaringer. Gennem ti dybdegående samtaler får vi sat ansigter på overvejelser og dilemmaer i lederrollen. På tværs af sektorer og personligheder er de ti ledere enige om, at ledelse er at have menneskers (arbejds)liv i sine hænder. Men hvordan lever man op til det ansvar i praksis?
Med ”Født leder” får du en masterclass i lederskab gennem de livlige erfaringer og indsigter fra ledere inden for civilsamfundet, den offentlige sektor, og den private sektor. En unik chance for at lære af de mest engagerede og inspirerende ledere uden de store omkostninger ved en formel uddannelse.
”Født leder” bryder med traditionelle ledelsesbøger ved at fokusere på det praktiske og etiske i ledelse. Den er et must-have for enhver, der er fascineret af ledelse og ønsker at dykke ned i autentiske ledelseserfaringer. Det er en kilde til inspiration for enhver, der søger at udvikle sit lederskab.
Ti ansigter
Ledelse er ofte tørt stof. Her er det tilgængeligt med personer, ansigter og erfaringer i et lettilgængeligt format. I en lækker og smuk bog, hvor der er super billeder og en grafik, der er kælet for.
Kendte og mindre kendte ledere, der alle har ansvarsfulde positioner i forskellige kontekster, medvirker i bogen. Det gælder bl.a. Lea Korsgaard (Zetland), Torben D. Nyholm (Arla Foods), Charlotte B. Thomassen (DGI), Henriette Laursen (KVINFO) m.fl.
karrieren.nu –
Denne bog præsenterer ledelse gennem øjnene af ti forskellige ledere, herunder forfatteren Jørgen Kvist. Jeg synes, at det er en stærk indgangsvinkel, at de ti ledere, der deler deres perspektiver i bogen, kommer fra vidt forskellige baggrunde. Deres erfaringer spænder bredt, og de repræsenterer ledelse i både private virksomheder, offentlige institutioner og nonprofit-organisationer.
Bogen er et glimrende eksempel på, hvordan man med kreativitet kan udvikle sig fagligt, selv når ressourcerne er begrænsede. Jeg nyder især at læse om de udvalgte lederes erfaringer, da de virkelig dykker ned i, hvad der har formet dem – endda helt tilbage til deres barndom. Interessen for ledelse kan jo begynde tidligt.
Jeg synes, bogen både fungerer som et nyttigt opslagsværk og som inspiration for både kommende og nuværende ledere. Hver leder deler deres erfaringer, herunder deres ledelsesmetoder og baggrunden for deres beslutninger i forbindelse med teamledelse og eventuelle fyringer. Hvert kapitel tilbyder værdifulde indsigter, og man kan plukke de metoder og tilgange, der passer til ens egen ledelsesstil og behov.
Karin Nissen –
Jørgen Kvists bog ‘Født leder’ er et både visuelt flot og let tilgængeligt bud på, hvordan man som leder kan arbejde med selvindsigt, relationer og handlekraft. Med afsæt i både praksisnær erfaring og refleksion tilbyder bogen inspiration til ledere, der ikke nødvendigvis vil lede mere, men bedre. Og for os andre er den en fornøjelse at læse – fordi den er velskrevet og personlig, og fordi den rummer mange interessante beskrivelser af lederes hverdag og deres egne refleksioner om ledelse og om sig selv som ledere. Bestemt en bog, der hører til på hylden!
Christian Cortez Campos –
”Født leder” er en visuelt flot og gennemtænkt bog, fyldt med stærke interviews og indsigtsfulde refleksioner fra ledere på tværs af brancher. Den er sat lækkert op med farvede tekstbokse og tydelige overskrifter, og man kan let navigere frem og tilbage mellem kapitlerne. Spørgsmål og svar er tydeligt adskilt, og øverst på hver side står navnet på den leder, der interviewes – en smart detalje, der gør bogen nem at bruge både som inspiration og opslagsværk.
Det er også både rørende og sjovt at læse om ledernes første erfaringer, og hvordan netop de øjeblikke har præget dem. Forfatteren Jørgen Kvist – generalsekretær i KFUM og KFUK – har skrevet bogen ud fra en oprigtig nysgerrighed: Hvordan leder ledere egentlig? Det giver bogen en ægte og personlig tone, som gør den både inspirerende og troværdig. Med over ti års erfaring som leder selv fik jeg masser af gode råd og nye indsigter ved at læse bogen. Jeg kan varmt anbefale den – både til den nye og den erfarne leder.
Elsemarie Døssing, Speciallæge i Almen Medicin og Master i Hospitalsledelse –
Jeg finder Jørgen Kvists ide med bogen yderst sympatisk. Han opsøger andre ledere og ved at interviewe dem, så vil han forsøge at skabe sig sin egen efteruddannelse og ledelsesstil.
Nysgerrigt interviewer forfatteren 9 ledere i forskellige brancher, og spørger ind til deres syn på ledelse. Variationen i ledernes kontekst, gør bogen interessant. Læseren får mulighed for at have sine egne ideer parallelt samtidigt med at man læser bogen. Bogens sidste kapitel er forfatterens eget syn på ledelse.
Bogen var spændende at læse, og de stillede spørgsmål i interviewene pirrede min nysgerrighed: Hvem vil ikke gerne høre om hvad der er lederes højde- og lavpunkter, og det har lederne åbent og ærligt svaret på i denne bog. Bogen viser på en fin måde, hvordan man egenhændigt og nysgerrigt kan tilegne sig efteruddannelsesviden. Metoden kan inspirere andre til lignende initiativer.
En varm anbefaling herfra til både de kommende ledere, og til de erfarne ledere, som vil have flere facetter på ledelse.
Rami Zouzou –
Jeg har netop færdig gjort bogen “Født leder- ti ansigter på nutidig ledelse” af Jørgen Kvist, som er udkommet på Wadskjærs Forlag, og jeg må sige, at jeg er begejstret. Gennem interviews med ti ledere i vidt forskellige organisationer formår forfatteren at komme rundt om mennesket bag lederen samt beskrive lederrollen og- vejens mange forskellige facetter.
Jeg finder det virkelig befriende, at man ikke hensættes til at lytte på alle mulige formaninger fra en leder. Men derimod læser om ledere i forskellige organisationer med vidt forskellige baggrunde, motiver og ledelsesroller. Det bidrager til at perspektivere lederrolle og gør bogen relevant ikke bare for ledere, kommende ledere, men også folk, der søger inspiration i deres arbejdsliv. Særlig sætter jeg pris på, at får et indblik i lederrollen i både NGO´er, civilsamfundsorganisationer, kommuner og finanssektoren, hvilket bidrager til reflektion omkring, hvad det vil sige at lede. Spørgsmålene er målrettet de enkelte organisationer, og man mærker hele tiden forfatterens oprigtige nysgerrighed i interviewene, hvilket gør bogen langt mere autentisk endnu en teoribog om ledelse. Interviewene kommer både ind på begreber som magt, magtspil, strategiske overvejelse i forhold til målsætninger, ledelse og medarbejder, og man får en interessant indblik i de forskellige branchers særegen samt super spændende fortællinger fra for eksempel iværksætter- verdenen samt idræts- og civilsamfundsverdenen. Områder der alt for sjældent er belyst i ledelseslitteraturen, men her giver os et unikt indblik i en super relevant branche der berører rigtig mange menneskers hverdag.
Der er ikke tale om tung teori, men gode og oprigtige samtaler, der på en nem og tilgængelig måde tager læseren med ind i ledelsens maskinrum, hvilket gør lederen mere nærværende.
Hvis man har lyst til at befri sig selv for de sædvanlige floskler, der skrives om ledelse, og vil have en autentisk fortælling, der kan bidrage til inspiration til både ledelses- og arbejdsliv, så er “Født leder. Ti ansigter på nutid ledelse” virkelig et genialt bud, som får mine varmeste anbefalinger.
Mikkel Wammen Petersen –
Bogen bygger på samtaler med ti meget forskellige ledere fra frivillige organisationer, kommuner, erhvervslivet og iværksættermiljøet. De fleste er ikke profilerede erhvervsledere, ledelseskonsulenter eller iværksættere – bare mennesker, der på meget forskellige måder har valgt at tage et ledelsesmæssigt ansvar for andre. Bogen lykkes godt med at gøre hvert interview unikt, da Jørgen “følger efter” de konkrete ledelsesmæssige refleksioner, som den enkelte leder åbner op for. Det gør hvert interview unikt, og skaber en dybere forståelse for, hvordan den enkelte tænker og handler i ledelsesrollen.
Alt i alt er det en bog, jeg varmt vil anbefale, hvis du er nysgerrig på andres erfaringer og gerne selv vil tænke med. Jeg kommer til at bruge bogen som inspiration – især til egen refleksion og samtaler med andre ledere.