Kong Krøbling er en genfortælling af folkeeventyret “Kong Lindorm”. Den er skrevet af af Trine J. Cederlöf med moderne temaer og twists om fysisk handicap, ordblindhed og LGBTQ+.
Som førstefødte søn er prins Vincent arving til kongeriget De Blå Bjerge. Men at være bundet til et liv i kørestol giver ham udfordringer socialt og med selvtillid. Sammen med sin fysisk perfekte tvillingebror, Niklas, vokser han op isoleret og beskyttet. Men som de bliver ældre, bliver det tydeligt for kongeparret, at drengene har behov for at integrere sig med børn og unge på deres egen alder. Som unge voksne begynder de på hver sin rejse; Vincent som akademiker og Niklas i militæret. Deres største udfordring kommer med de prinsesser, som deres mor prøver at arrangere ægteskaber med, og hvor besværligt livet kan være, når man ikke helt er samfundets version af perfekt.
Uddrag fra Kong Krøbling
”Vi ved selvfølgelig alle sammen, hvem du er,” sagde Sølvtunge og bragte fokus tilbage på Vincent. ”Men hvad skal vi kalde dig?”
Der var noget ærligt og oprigtigt i hans toneleje, og Vincent tog sig et øjeblik inden han svarede.
”Jamen,” begyndte han. ”Folk har altid kaldt mig Krøbling bag min ryg, så jeg tror det er på tide, folk siger det til mit ansigt.”
Så grinede Sølvtunge igen, løftede sit glas til læberne og tog en slurk, før han skålede til sin kronprins.
”Ved du hvad, Krøbling? Så er du kommet til det rette sted!”
Og deres latter faldt ind med spisesalens støj.
Omtaler
4. april 2024 skrev Midtjyllands Avis en stor artikel om Trine og hendes nye roman. “Derfor er hendes nye roman en genfortælling af folkeeventyret om den uønskede lindorm. Den nyfortolkede version inddrager moderne temaer om fysisk handicap, ordblindhed og kønsskifte.” Læs hele artiklen her.
Christina (@csplaeseliste) –
Cederlöf tager en gammel fortællertradition i form af eventyret op og fortæller om prinser og prinsesser i fjerne riger, der hver især har udfordringer, vi kan spejle os i i dag. Med sin fortælling kommer vi omkring kunstig befrugtning, egne begrænsninger som fysisk handicap og ordblindhed, fokus på det ydre, kønsdiskrimination og fordomme, hvilket gør historien relevant og åbner op for diskussion.
En livsglad bog om valg og selvindsigt med uperfekte karakterer i hovedrollerne. En ny genre og jeg er spændt på, hvor den tager os hen næste gang. Giv bogen en chance, for den kan åbne op for samtaler om værdier, fordomme og give børn med udfordringer nye muligheder for spejling.
Dansk Handicapforbund –
”Kong Krøbling” er en varm, fantasifuld og rørende fortælling om to brødre med hver deres handicap og deres forståelse af dem selv i verden. Igennem deres kærlige og drillende forhold hjælper de hinanden med at overvinde de udfordringer, de står over for – både som prinser og som unge mænd, der skal finde deres plads i tilværelsen. Forfatteren skaber et rigt og spændende univers, som på humoristisk og hjertevarm vis berører temaer om identitet, broderskab og det at leve med et handicap.
Budskabet i bogen er klart: Acceptér dig selv for den, du er, og lær at elske dig selv, så andre kan elske dig. Det er en oplagt bog til fælleslæsning med større børn og til teenagere, der elsker eventyrlige fortællinger. Bogen er en god indgangsvinkel til at udfordre de gængse normer for hvem, der – i dette tilfælde – kan besidde tronen i et kongerige. På den måde kan bogen være til inspiration for børn og unge med handicaps samt søskende i forhold til at lære, at det ikke altid er en fysisk ideel prins, der løber afsted med prinsessen og det halve kongerige.
Maria (@mullesbogblog) –
Jeg er vild med den måde, som forfatteren beskriver temaer som LGBTQ+, ordblindhed og fysiske handicap i børnehøjde, og det gør utroligt meget for forståelsen af de ord. Sproget er skrevet i et nemt sprog, som er flydende hele vejen sammen med billedsproget, som ligger og spirer inde under linjerne. Det er en sød og tankevækkende fortælling, som sætter tingene i perspektiv og er en øjenåbner. Det er en særlig fortælling som satte en masse tanker igang og så har den højaktuelle emner og temaer.
Nutidens Unge (Dansk Handicap Ungdom) –
Eventyret er egentlig meget klassisk. Det er en udviklingshistorie, hvor helten(e) skal igennem mangt og meget for at blive klogere til sidst. Herigennem oplever vi, hvordan de begge er i stand til at udnytte hinandens styrker, og vi ser, hvordan de har vidt forskellige personligheder. Som dronningen bemærker. ”Niklas, du har for mange kærester, og Vincent, du har slet ingen.”
Venskab mellem brødre er en gammel kending i eventyr, men når brødrene samtidig har hver sin diagnose, bliver eventyret pludselig meget moderne. Det er vi ikke vant til som læsere. Hvis helten(e) falder uden for normen – som i ”Kong Lindorm” – er det typisk dem, der skal ”normaliseres” og leve lykkeligt til deres dages ende. Sådan er det ikke her, og det er forfriskende.
Temaerne om accept af eget handicap og tabuer fylder noget igennem hele eventyret. Det er forfriskende nytænkning og passer godt i et moderne eventyr.