Niebuhr fortæller

I den historiske roman Niebuhr fortæller skildrer Birgitte Andersen en rejse fyldt med drama, smerte, misforståelser og et nært forhold mellem to passionerede videnskabsmænd. En udviklingshistorie om et menneske, Carsten Niebuhr, der tvinges til at tage mere og mere ansvar – og sætte spørgsmålstegn ved sin egen kultur.

”Man må ikke miste sig selv, når man rejser,” siger den gamle Carsten Niebuhr til en ung eventyrer, der har opsøgt ham i Meldorf for at høre om hans rejse til Yemen, også kaldet ’Det Lykkelige Arabien’, i 1760’erne. Men det eventyr, Niebuhr skal fortælle om, viser sig at være alt andet end en dans på roser.

Det er en fortælling om stjerner, der kan vise vej, om oplysningstidens forskningsmetoder og om venskaber, der udvider ens horisont – samt om svigt og uenigheder blandt ekspeditionens medlemmer. Han fortæller om gæstfrihed hos de forskellige arabiske folkeslag, om fremmedartede skikke, og om hvor vigtigt det er at lytte til de lokale og lære af dem. Men der er én ting, som Niebuhr især fortryder.

Med Niebuhr fortæller bringer Birgitte Andersen læseren tilbage til 1700-tallets oplysningstænkning – en tid hvor jagten på viden var i højsædet. Naturvidenskaben var i fremmarch, og hele skaberværket skulle afdækkes og kortlægges – bogstavelig talt. Det er her, den tyske kartograf Carsten Niebuhr (1733-1815) kom ind i billedet. Sammen med en broget gruppe af videnskabsmænd skulle han dokumentere en ekspedition til ’Det Lykkelige Arabien’, som han aldrig ville glemme.

Lidt om Birgitte Andersen:

Romanens forfatter, Birgitte Andersen, er cand. mag. i historie og dansk og har undervist i mange år, dels i gymnasiet og dels på en erhvervsskole. Samtidig har hun en lang række artikler, kulturessays og digte bag sig, og hun har også bidraget til flere fagbøger. I skønlitterært regi er verdenshistorien det bagtæppe, hvorpå Andersen fremmaner sine fortællinger, og i denne henseende er opdagelsesrejsen ikke et nyt emne for forfatteren. Udover sin skildring af Niebuhrs skæbnesvangre ekspedition, så har hun også skrevet den historiske ungdomsroman Mungo Parks eventyrlige rejse i Afrika. Her går turen til det vestlige Afrika, hvor vi følger titelkarakteren i hans mission om at kortlægge floden Niger. Med Park møder vi både gæstfrie mennesker og skjulte,  ånder, vilde dyr og brutale stammer. Den skotske opdagelsesrejsende må sove i træer for at undgå at blive ædt af løver, og han må flere gange flygte fra maurerne. Alt imens den onde kong Ali holder øje fra distancen. Ligesom det er tilfældet med Niebuhr fortæller, så har Andersen, i sit arbejde med Mungo Parks eventyrlige rejse i Afrika, taget udgangspunkt i titelkarakterens egen dagbog fra ekspeditionen i forsøget på at forstå, hvad der foregik i hovedet på mennesket bag historien.

Som genre må den historiske fiktion således siges at være Andersens hjemmebane. I Jeremias: Den sidste hejduk dykker hun ned i de historiske omstændigheder op til valget af Alexander Cuza (1820-1873), som blev den første fyrste over et forenet Rumænien. Midt i denne kontekst bor drengen Jeremias på grænsen mellem Valakiet og Transsylvanien sammen med en flok røvere eller oprørere; hejdukkerne. Gennem Jeremias’ øjne følger vi den politiske udvikling i regionen, selvom den unge dreng dog synes mere interesseret i sigøjnerpigen Kera. Han drømmer om at bryde med de begrænsende lænker, han må udstå som hejduk, og få et liv, hvor han kan elske den han vil. Vil det lykkes Jeremias at blive fri – og Rumænien at slippe fri fra landets monstrøse fortid?

Både Mungo Parks eventyrlige rejse i Afrika og Jeremias: Den sidste hejduk udkommer på forlaget.