Reflekterende

(6 kundeanmeldelser)

kr. 170,00

Hardcover | Dansk
Af: Emilie Nørgaard

Reflekterende af den unge digter Emilie Nørgaard er en hudløst ærlig digtsamling. Som består af nedslag fra digterens 26 år lange liv på godt og ondt.

Reflekterende

Fra hårdtslående erkendelser som “Når livet er en kælling, så er det godt, man er en fighter” til det oprørske “Hellere bede om tilgivelse end tilladelse,” udforsker samlingen en bred vifte af følelser og oplevelser.

Denne digtsamling byder på alt fra dybt personlige refleksioner til skarpe observationer om samfundet. Med udtalelser som “Instagram er jo til glansbilleder, men jeg vil hellere være graffiti” og “Jeg har det bare bedst, når jeg er lidt beskidt,” præsenterer digteren en usminket og autentisk version af sig selv.

Reflekterende er ikke kun en udforskning af smerte og kamp, men også en hyldest til de mennesker og oplevelser, der har formet hende. Samlingen er skabt som en bearbejdningsproces midt i en stor omvæltning i digterens liv, hvilket gør hver eneste linje dybt personlig og rørende.

Fra Nordjyllands jordnære visdom “I Nordjylland kalder vi en spade for en spade” til den universelle følelse af at overleve snarere end at leve, tilbyder Reflekterende en rejse gennem sjælens landskaber. Dette er en bog for dem, der søger ægthed og en stærk, oprigtig stemme i moderne poesi.

Uddrag – Digtet “Et”

Jeg er en digtsamling
Åndssvag og ubrugelig
Ord på papir
Eller i skrivende stund, på computerskærm
I skal ikke tage mig seriøst
Jeg er bare stemninger og minder
Følelser og tanker
Tænkt i hovedet på én
Der tænker for meget
Jeg er ikke anderledes
End milliarder af andre før mig
Jeg er ikke unik
Utroligt at jeg kan blive tillagt så meget
Når jeg er så lidt
Men det er vel derfor, vi er her
Jeg tænker
Derfor er jeg
Er det ikke sådan, de siger
Om mennesker?

Vægt0,5 kg
Størrelse14,8 × 21 × 1 cm
Forfatter

Emilie Nørgaard

Forlag

Wadskjær Forlag

Udgave

1.

Sprog

Dansk

Udgivelsesdato

21. august 2024

Omslag

Hardcover / Helbind

Sideantal

130

6 anmeldelser af Reflekterende

  1. boghygge

    En stærk og ærlig digtsamling, der trækker læseren dybt ind i forfatterens personlige livserfaringer. Gennem intense og rå tekster skildrer Nørgaard Madsen de svære følelser og oplevelser, som mange vil kunne relatere til, men som sjældent italesættes med en sådan åbenhed.

    Digtene udstråler en sjælden selvindsigt og viser en dyb reflektion over livets udfordringer. Bogen tager fat i alt fra smertefulde øjeblikke til personlige kampe og følelsen af at finde sig selv midt i kaos. Det er en bog, der tør være sårbar og konfronterende på samme tid, og som ikke skyr væk fra at beskrive de mørke sider af menneskelig erfaring.

    Med en ærlig og ligefrem tone formår ’Reflekterende’ at gøre de svære følelser til noget universelt. Hvert digt fremstår som et spejl af forfatterens tanker, og i dens råhed ligger en dyb menneskelighed. Nørgaard Madsen skriver med en klarsynethed, der viser, hvor vigtig refleksion kan være i processen med at forstå sig selv og sine oplevelser.

    For læsere, der søger ægte følelser og reflektion over livets dybere lag, er ’Reflekterende’ en bevægende og modig digtsamling, der med sin ærlighed efterlader et varigt indtryk. Det er poesi, der kræver, at man stopper op og mærker efter, og som giver plads til både sårbarhed og styrke.

  2. Helena (@helenas_bogunivers)

    At læse denne digtsamling er som at tage et kig ind i et menneskes inderste tanker og følelser. Emilie N. Madsen skildrer sit liv indtil nu, med det svære og skønne som livet indeholder, på en helt utrolig ærlig måde. Vi hører om barndommen, komplicerede forhold til forældre, teenageårene, den første kærlighed, sorg og ungdommen. Som læser kan jeg ikke lade være med at være beæret over at få lov til at få et glimt af det liv som Emilie har levet indtil nu, og de oplevelser, som har gjort hende til den hun er i dag.

    I mange af digtene kunne jeg genkende dele af mig selv, på trods af vores meget forskellige opvækster, og nogle gange kom det meget tæt på sandheder og følelser, og fik mig til at reflekterer over mit eget liv og nogle af de øjeblikke som har været med til at gøre mig til den jeg er. Jeg ville da også lyve hvis jeg sagde at jeg ikke fældede en tåre hist og her. Det var en forfriskende og ikke mindst forløsende oplevelse at læse mig ind i Emilies verden.

    Emilie N. Madsens digte er skrevet på en meget ligefrem og oprigtig måde, og hun får fortalt nogle af de ting, som vi har svært ved at sige til andre (og nogle gange til os selv). Vi kommer helt tæt på en person og mærker hvordan digtene er en del af en bearbejdning for forfatteren selv, mindst lige så meget som det er kommentarer til samfundet omkring. En kæmpe anbefaling hvis man kan lide at læse om de ting som nogle gange gør ondt, om opvækst og identitet.

  3. Edition Tiger

    Emilie Nørgaard Madsen har skrevet en digtsamling, hvori hun offentligt og ærligt forsøger, som titlen siger, at reflektere over nogle af de indtryk og oplevelser, der har været med til at forme hende som person. Samlingen er en italesættelse i hendes helt eget sprog og uden nykker, og den slags er prisværdigt og bør støttes. I digtet Sytten lyder det rørende: “Vi er til forældresamtale / Og du siger / At jeg er / Reflekterende / Mit livs største kompliment […] Og du opfordrer mig til at skrive / Skriv, skriv, skriv / En forfatter gemt i maven / Forhåbentlig bliver hun endelig / En realitet”. Det gjorde det. Madsen har beundringsværdigt realiseret sig selv som forfatter, og hun er ankommet. Jeg vil gerne byde hende velkommen. I tilfælde af at hun en dag skulle komme til at læse dette, vil jeg tillade mig at gentage, hvad jeg tidligere og i en anden sammenhæng har skrevet her på bloggen: Såkaldte almindelige mennesker, hvad angår poesien, har aldrig har bidraget med noget som helst af betydning. Det er (med Emilie Nørgaard Madsens eget ord) ‘forkerte’ mennesker, der digter. De digter på deres forkerthed. Det er dér, digtene kommer fra. Skriv, skriv, skriv nogle flere.

  4. Marie-Louise (@marielouises_bookcourt)

    Jeg nød hver en side!

    I ‘Reflekterende’ møder vi en bund ærlig, vred, kærlig og fandenivoldskheds Emilie. Det er en stærk historie, hvor hun fortæller om hendes liv på godt og ondt. Hvordan man kommer tilbage, når man er nedbrudt, og hvordan man forbliver stærk, når livets orkan raser. Jeg er imponeret over Emilie’s historie. Trods en hård start på livet, knuste hjerter og andres nedbrydende ord, så giver hun ikke op, og kæmper stadig for hendes drømme.

    Igennem bogen har hun mod og styrke til at smide en fuckfinger til dem, som ikke ser hende som den hun er, og hun hviler nok i sig selv til at vide, at hun er bedre end deres forestillinger. Der ligger en kæmpe styrke i hendes vrede, og som jeg læser det, så har den vrede været Emilie’s drivkraft til ikke at give op. Hun er bundhammer stædig. -Men ligeså hård hun er, ligeså kærlig og hengiven er hun også. Når hun går ind i noget, så gør hun det 100% og helhjertet.

    Mange vil kunne relaterer til de ord, som Emilie italesætter med stor ærlighed. Hun viser hvor vigtigt det kan være, at reflektere for at forstå sine følelser og sig selv bedre. Hun bryder med et tabu om glansbilledet, og at man også sommetider kan havne i nogle mørke huller, hvor kun nærvær og naturen kan være helende. Man kan nemt blive misforstået og dømt, og her viser Emilie at man er så meget mere end hvad andre ser. At man indeholder mere end blot en facade.

    Det er en rørende, stærk og modig digtsamling, som efterlader en inspireret og eftertænksom.

  5. Sophie Amalie Eslund (@bogeventyrer)

    “Reflekterende” af Emilie Nørgaard Madsen er en meget personlig, rå og sårbar digtsamling. At læse de følsomme digte føles lidt som at læse en dagbog, og jeg får lyst til at beskrive dem som biografisk poesi. Digtene handler om en ung kvinde, der ærligt og intenst deler særligt sin vrede med læseren. Sin hjerteskærende vrede over ung sin komplicerede familierelationer og et knust, ungt hjerte. Det er rørende læsning, og det føles enormt ærligt og modigt af forfatteren at give os et indblik i hendes inderste tanker og følelser.

    Mange ting var genkendelige i et ADHD-perspektiv, og jeg kunne ikke slippe tanken om, hvorvidt forfatterne mon var neurodivergent, – det nævnes ikke, så jeg skal ikke kunne sige det. Men særligt den intense vrede, som fylder meget i digtene, ses ofte i forbindelse med ADHD. Jeg har lyst til at læse et par digte højt for nogle unge mennesker, måske endda nogle neurodivergente, fx til guidet fælleslæsning. De kan sagtens læses af voksne, men jeg tror også, at de har et særligt potentiale til at tale til unge. Digtsamlingen er ret let at gå til, så jeg vil også anbefale den til nye digtlæsere, der har brug for noget, der rører noget i en og får en til at reflektere, men som ikke er for kompliceret at forstå.

  6. Lærke (@ord.for.ord)

    Samlingen er endnu et godt eksempel på den slags digte, der ikke forsøger at rive en masse rundt mellem linjerne, men som er åben og ærlig og fortæller historien ret direkte. Titlen ”Reflekterende” passer perfekt, og det starter da også ud med en helt meta-agtig refleksion over, hvad den her digtsamling egentlig skal, er og kan. Forfatteren Emilie Nørgaard Madsen kalder selv, at hun ikke er unik – at ordene ikke er unikke.

    Jeg tror, unge mennesker vil kunne spejle sig enormt meget i de ord, der står skrevet. Og præcis litteratur, der giver et indblik til læseren selv, har i mine øjne en stor værdi … og ærligt, hvad er mere irriterende end at få at vide: “Bare vent, til du bliver ældre, så …”? Det siger denne digtsamling i hvert fald ikke.

Tilføj en anmeldelse af varen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du kunne også være interesseret i...

da_DKDansk