Bente Stragers Under Grønlands Himmel er en historisk spændingsroman, der bygger på virkelige begivenheder i Grønland under 2. verdenskrig.
I dyb hemmelighed ankommer den tyske kaptajn Hermann Ritter til østkysten af Grønland på mission for Det tredje rige. Uheldigvis støder Ritters mænd på nogle af de danskere, der lever som fangstmænd og telegrafister i Østgrønland. Danskerne har netop indgået en aftale med myndighederne om at fungere som den første militære enhed i Grønland – forløberen til Siriuspatruljen.
Konfrontation er uundgåelig, og det ender fatalt med at en af danskerne bliver dræbt. 2 andre danskere tages til fange, og Ritter tager en af de danske krigsfanger, Marius Jensen, med sig på en lang slæderejse. En slæderejse, der forandrer alt.
Lidt om Bente Strager:
Bente Strager Hansen har en baggrund som både socialantropolog og sygeplejerske. Uddannelse og virkelyst har givet mange meningsfulde opgaver og et spændende og rigt arbejdsliv med jobs i Danmark og en del år udenfor i bl.a. Nicaragua, Ukraine og Grønland, hvor hun har boet I sin ungdom. Nu er hun leder indenfor ældreområdet i Samsø kommune. De gode historier hører man ofte – men det er sjældent at man tager vare på dem og sørger for at de ikke bliver glemt. Historien om den tyske kaptajn Ritter og hans møde med de danske patruljefolk i Østgrønland er en af den slags historier. “Det er spændende at tage udgangspunkt i virkelige begivenheder og mærke, hvordan skriveprocessen får personligheder til at vokse frem. Til sidst forstår man, hvad der sket og forstår hvorfor personerne blev nødt til at handle, som de gjorde.“
Ulla Eeg Madsen –
Under Grønlands himmel giver et fantastisk indblik i, hvordan livet udspiller sig i det barske arktiske klima. Bogen er opbygget, så man skiftevis hører om de danske slædefangere og om den nazistiske enhed, der passer en vejrstation. Herigennem opbygges en spænding henimod det uundgåelige møde, konfron-tationen. Jeg blev i den grad fanget af den medrivende fortælling, af at følge beskrivelsen af disse personer og af både den indre og den ydre kamp. Sprog og fortælling glider så let, og det er en bog, der er svær at lægge fra sig. Den får mine bedste anbefalinger.
Morten Grau Andersen, arkæolog og forfatter bag historiesiden Footsteps of History –
Bente Strager leverer en stærk historisk spændingsroman om en overset del af Anden Verdenskrig. Bogen tager os til Østgrønland i 1943, hvor en tysk ekspedition støder sammen med danske fangstmænd og telegrafister – en konfrontation, der får dramatiske konsekvenser.
Strager formår at forene grundig research med en levende fortælling. Grønlands barske natur spiller en central rolle og skaber en intens atmosfære, hvor overlevelse er en kamp mod både fjenden og elementerne. Karaktererne er nuancerede, især den tyske kaptajn Hermann Ritter og den danske krigsfange Marius Jensen, hvis skæbner flettes sammen i en nervepirrende overlevelsesrejse.
Romanen balancerer spænding og historisk autenticitet på fornem vis. Det er en fortælling om krigens brutalitet, men også om menneskelig styrke og overlevelsesinstinkt. Under Grønlands Himmel er en gribende læseoplevelse for både historieinteresserede og fans af spændingsromaner.
Lotte Eskildsen (@catsbooksandcoffee.dk) –
Jeg elsker at lære nyt, og det gjorde jeg her. Baseret på en sand historie, fortæller bogen om optakten til det, der endte med at blive Siriuspatruljen. Vi ser, at Grønland allerede den gang havde stor geopolitisk betydning – i bogen vedrørende vejrmeldinger til den tyske flåde, i dag som omdrejningspunkt for international sikkerhed og overvågning (og måske en lille interesse i enkelte mineraler…).
Generelt er det dog de menneskelige perspektiver bogen fokuserer på. Vi ved fra starten, at det vil ende med en konfrontation, men ikke hvor stor betydning den vil få for de enkelte karakterer. Den viden skaber en underliggende og intens spænding gennem hele bogen, der understreges godt af forfatterens flotte og flydende sprog. Vi møder nogle rigtigt gode og levende personbeskrivelser, og man kan godt mærke, at Bentes socialontropoliske uddannelse kommer i spil. Hun udforsker ting som etiske grænser, sociale fællesskaber og det enkelte menneskes forståelse af sig selv. Ikke dermed sagt, at her er tale om en ”tør” fagbog, men en medrivende fortælling, hvor disse emner er naturligt flettet ind i handlingen.
At følge den tyske patrulje og de danske fangstmænd er interessant. Men et af de vigtigste apekter er dog Kaptajn Ritters moralske overvejelser og etiske grænser, der tydeligt ligger et andet sted end hos resten af kolonnen. Han er ikke overbevist nazist, og det hjælper ikke at han er katolik. De er præget af vidt forskellige ideologier og deres forskellige tilgange til opgaven. Og det er i sidste ende det, der får Ritter ud over kanten med store konsekvenser for ham og hans fremtid.
Det er en meget tankevækkende fortælling, der efterlader læseren med en god forståelse for de enkelte karakterers motiver og handlemåder. Måske var de simpelthen tvunget til deres handlinger, for at kunne leve med sig selv…
Helle Wittrup (@helles_boeger_og_podcast) –
I lyset af hvordan vores verden ser ud lige nu, så er dette en spændende bog at læse. Det giver også håb at læse, at selv under krig kan medmenneskelig og personlig overbevisning vinde over umenneskelighed og diktatorer. Der er mange beskrivelser af Grønlands smukke natur. Man får helt lyst til at rejse derop og opleve det selv.
Else Leegaard Flamsted (@bogstoettenelfie) –
Det er sjældent, at jeg læser historiske romaner, så jeg er måske lidt ude af min komfortzone, men jeg har bestemt ikke fortrudt at have læst bogen. Den er velskrevet, medrivende og interessant. De detaljerede beskrivelser af Grønlands smukke, men barske natur gør, at man kan se det hele for sig.
Bogen handler om mod, sammenhold, fællesskab, magt, moralske skrupler, etiske grænser, overlevelsesstrategi og krigskonventioner.
Jeg har efterhånden læst en del litteratur om 2. Verdenskrig, både fiktion og faktion, men jeg har aldrig læst om Grønlands rolle deri. Så jeg er blevet klogere, og det er altid fedt. Jeg vil anbefale bogen til dem, der er interesseret i 2. Verdenskrig, Grønland og Sirius-patruljen. Til dem, der elsker en tankevækkende fortælling om etik og moral.
Mette Kilde (@gimblegeek) –
Denne historiske roman, udgivet af Wadskjær Forlag, er skrevet ud fra virkelige hændelser og det er mes til at give læseren et skræmmende indblik i, hvor snævert et menneskesyn kan være. Bente Strager Hansen præsenterer os for et persongalleri, der tilsammen danner en mosaik af forskelle og ligheder rammet ind af en stærk ideologisk tro på, hvad der er det rigtige.
Derudover er ”Under Grønlands himmel” spækket med velskrevet og velformuleret beskrivelser af den smukke og grusomme natur Grønland besidder. Man er ikke i tvivl om forfatterens kærlighed til det utæmmede landskab og man får en fornemmelse af at stå under norslyset selv.
Der ligger en enorm viden til grund for denne fortælling. Både hvad angår de faktiske begivenheder, men det lyser bestemt ud af skildringerne om rejsen over isen, håndteringen af hundene og slæderne, det grønlandske folks indbyrdes relationer, respekt og sammenhold.
Kan du lide 2. verdenskrig? Kan du lide at følge karakternes udvikling? Vil du med ud i stormvejr på lange rejser? Og vil du hyle med slædehundene? Så skal du læse “Under Grønlands himmel”.
Julie Røjsmose (@boghygge) –
Det er en bog, der er baseret på virkelige begivenheder, og det synes jeg virkelig gav historien tyngde og gjorde det hele mere interessant. Jeg kendte faktisk ikke til den del af krigshistorien før, så det var både lærerigt og tankevækkende at læse om.
Noget af det, jeg synes var spændende, var at vi også fik historien fortalt fra tyskernes synsvinkel – noget man ikke ser så tit. Det gav et andet perspektiv og viste de dilemmaer, mange tyskere stod i dengang. Hvem vælger man at være loyal overfor, og hvad gør man, når ens overbevisning ikke stemmer overens med regimets? Det var tankevækkende og gav en menneskelig vinkel.
Alt i alt er det en velskrevet og anderledes krigsroman, som gav mig ny viden og satte tanker i gang.
Henriette Wagner (@wagners_bogunivers) –
Bente S. Hansen har skrevet en medrivende og meget interessant bog omkring Hermann Ritter og Marius Jensens historie både før og under deres møde med hinanden på den artistiske ø. Der er drama og lettere nervepirrende øjeblikke bogen igennem. Og en lille tvist her og der dukker også op. Jeg vil helt klart anbefale bogen til alle der har interesse i 2. verdenskrig. Og ikke mindst de kampe der blev kæmpet uden for de i forvejen meget beskrevet lokationer.