Da jeg første gang fik det spørgsmål, blev jeg spørgeren svar skyldig. Hvorfor skriver jeg? Fordi jeg altid har skrevet, fordi jeg kunne fryde mig over at se en tekst tage form og blive til noget, der måske var ventet, måske ikke. Det var bare en leg med ord. Små tekster og lange tekster i en stor forvirring, en forvirring, der gjorde mig glad. Det blev min pause fra hverdagen at skrive vers og små historier.

Senere begyndte jeg at drømme om at skrive noget ”rigtigt”, hvis man altså kan sige, at noget er rigtigt og noget er forkert.

Min afdøde, meget romantisk, anlagte mor foreslog, at jeg skrev en historie til et blad, og bistået af hende, der var en sand mester til at finde de helt rigtige, og meget beskrivende tillægsord, gjorde jeg et forsøg. Det var ikke godt nok, men det havde været sjovt, så det blev til endnu et forsøg.

Derefter skrev min mor og jeg sammen, i mange år. På vejen kom Christina med i vores lille skrivefællesskab. Der sad vi så, tre generationer, og havde det mega hyggeligt.

Min mor blev med tiden mindre aktiv, men Christina og jeg fortsatte.

Ud over skriveriet havde vi også en anden interesse tilfælles, nemlig heste. Vi blev selv ejere af nogle stykker, og Christina fik øjnene op for mange af de ting der sker i den verden. Hun var især optaget af hestenes velfærd, og hvorfor så ikke skrive en bog om emnet. Christina skrev ikke med en løftet pegefinger, men hun fik historien drejet, så bogens unge læsere måske ville tænke over, hvad de foretog sig med deres heste.

Andre emner trængte sig på, her til sidst, men ikke mindst, har vi forsøgt af give de børn og unge, der af omgivelserne beskrives som utilpassede ballademagere, en stemme. Hvorfor opfører de sig sådan? Er det deres skyld, at de er født ind i en familie, der ikke formår at tage sig af dem?