Adda Lykkeboe
Adda Lykkeboe har skrevet Felicias to bryllupper, som er udkommet ved Wadskjær Forlag. Det er hendes 12. roman.
Når jeg trækker årene henimod mig er de fjerne og dog nære. Min fødsel den 20. april betød, at jeg ikke kunne blive fejret ved at far hejste Dannebrog til ære for mig. Jeg forstod, det var på grund af en mand, der hed Hitler. Far sagde, at en dag ville Dannebrog gå til tops igen på min fødselsdag, jeg skulle bare have tålmodighed. Jeg var enebarn indtil 1946, hvor min bror kom til. I 1947 begav vi os ud på en rejse, som jeg i dag ser som begyndelsen til, at jeg 6o år senere skulle blive forfatter.
At rejse er at leve
Turen gik til Færøerne. Til Tórshavn, hvor far havde fået direktørposten for Balslev & Co. – det eneste trælastfirma på øerne. Jeg tænker mig, at den unge betroede disponent fra Grønborgs tømmerhandel i Kolding efter krigen ville ud og prøve kræfter med et større job.
Jeg kom i skole hos Franciscanersøstrene. Dem elskede jeg. Årene på Færøerne var lykkelige og dybt irriterende. Lykkelige på grund af naturen, den hest, jeg fik, og Franciskanersøstrene, der satte mit sind i bevægelse som et pendul mellem forførelse og agtpågivenhed over min dragning til den katolske kirke.
Irriterende, fordi jeg hele tiden både måtte hævde og skjule min danskhed. Jeg talte færøsk efter 2 måneder, jeg kunne efterligne en hvilken som helst dialekt, så ingen anede jeg var dansk. Men jeg og min familie tilhørte herrefolket. Det var de danskere, der satte sig på alle administrative og betydende poster. De kaldte mig danske tøs, især fordi jeg altid red, altid sås med en bog i hånden og aldrig strikkede som ordentlige færøske piger.
Næsten 10 år senere tiltrådte far et nyt job som direktør i Vesterbro Trælasthandel A/S i Århus, og vi forlod øerne. For mig var det største savn, at jeg ikke kunne tage min hest med. Nye venner, ridning, dans, uddannelse, kærlighed og børn, fik årene deroppe til at glide i baggrunden. Jeg kom på Katedralskolen, hvor jeg tog realeksamen i 1956, og derefter studentereksamen fra Århus Akademi 1958, og efter forskellige afprøvninger af universitetsstudier og jobs, valgte jeg bibliotekaruddannelsen, som jeg færdiggjorde fra Danmarks Biblioteksskole 1965. Jeg begyndte som bibliotekar ved Århus Kommunes Biblioteker januar 1966 og jeg sagde farvel til dette herlige væsen marts 1999.
Forfatterdrømme?
Jeg har aldrig haft drømme om at blive forfatter. Som bibliotekar var jeg omgivet af bøger og havde nok at gøre med at læse dem og tale om dem. På en ferie midt i halvfemserne rørtes jeg af strenge, der begyndte at synge om fortiden i Tórshavn og om de små søstre dér. Det var i Firenze, som jeg besøgte for første gang. Da jeg med andagt betrådte Duomoen, genfandt jeg min ungdom, og tiden hos Franciscanersøstrene blev bragt til live. Akkurat som Karen Blixen, da hun blev ramt af Afrika tænkte jeg: nu er jeg hvor jeg skal være.
Toscana og Færøerne blev afgørende for mit forfatterskab. Mine romaner handler om kærlighedens lykke og smerte, om at have familiebånd i flere lande, om mine egenrådige heltinder, der ønsker at udfolde sig i egen ret. De venter sig alt af livet. De stiller grænseløst uforbeholdne krav til sig selv i udøvelse af deres virke, hvad enten de er billedkunstnere, sangere, syersker, beridere… Samtidig bør det være muligt, insisterer de, på at forbinde sig varigt i forhold til en mand.
Jeg er på vej med min 13 roman, Agnese på egne veje.